Indhold

Forside ........................................................................................................................... side 1

Indholdsfortegnelse ....................................................................................................... side 2
Indledning ..................................................................................................................... side 3
§ 1. Hvad er filosofi? ........................................................................................ side 3
§ 2. Forholdet mellem filosofiens egen spørgen til sig selv og Hegels PhG ... side 5
§ 3. Min metode ................................................................................................ side 6
Grundrids af PhG .......................................................................................................... side 7
§ 4. Hegel i historien ......................................................................................... side 7
§ 5. PhG i Hegels filosofi ................................................................................. side 8
§ 6. “Einleitung” i PhG..................................................................................... side 8
§ 7. “Die sinnliche Gewiβheit” i PhG ............................................................ side 13
Skepticisme, filosofi og dens begyndelse ...................................................................side 18
§ 8. Skepticismen ............................................................................................ side 18
§ 9. Filosofien og dens begyndelse................................................................. side 20
§ 10. Skepticismens rolle i filosofien og dens begyndelse............................. side 21
Konklusion .................................................................................................................. side 25
§ 11. Metoden og sprogopfattelsen i PhG ...................................................... side 25
§ 12. Filosofiens motiver ................................................................................ side 25
§ 13. Begrundelse af filosofien ....................................................................... side 26
Litteraturliste ............................................................................................................... side 28

2
 Indledning

§ 1. Hvad er filosofi?
Jeg skal med det samme sige, at denne opgave overvejende kommer til at bære præg af én
bestemt ting, nemlig det faktum, at min altoverskyggende filosofiske interesse lige for tiden
kredser omkring spørgsmålet: Hvad er filosofi? Det kan jeg jo også sagtens tillade mig at
påstå, mener jeg, idet det må være en af filosofiens fornemmeste opgaver netop at redegøre
for, hvad den er. “Kend dig selv” lyder antikkens vise råd, og et sådan forsøg skal hermed
forsigtigt indledes.
Men hvad er dog det for et spørgsmål? Også dette spørgsmål til filosofiens eget spørgsmål -
eller spørgen - til sig selv rummer mange facetter, som jeg vil prøve at belyse, for måske
derved at tegne nogle konturer af spørgsmålets karakter og af en forudanelse af et - eventu-
elt - svar og dettes konsekvenser.
Hvorfor overhovedet stille dette spørgsmål? Det kan i en hvis forstand - rent historisk i
hvert fald - ikke være filosofiens første spørgsmål, for der kan ikke spørges til noget, inden
det har taget sin begyndelse. Alligevel - det er i hvert fald min anelse - er dette spørgsmål
grundlæggende for filosofien; eller mere rammende: det rammer ikke bare filosofiens kerne
men omfatter hele filosofiens væsen. Det er altså min påstand, at spørgsmålet om, hvad
filosofi er, er tæt knyttet med dennes begyndelse, midte og ende. Vi kan med andre ord i
dette ene spørgsmål få hele historien fortalt.
Hvorfor måske alligevel ikke stille spørgsmålet? Risikerer jeg ikke bare at forplumre i
metafilosofiske vande, således at jeg aldrig kommer i gang med at filosofere - rigtigt? Jeg
skal jo ikke vide, hvad filosofi er, for at begynde at filosofere, det var påstanden ovenfor.
Og dog. Her er det måske vigtigt at skelne mellem min eller enhver andens begynden på at
filosofere og så filosofiens begyndelse. De kan godt vise sig ikke at være sammenfaldende.
Men hvad med menneskehedens historiske begynden på at filosofere og så filosofiens be-
gyndelse? Må de nødvendigvis være sammenfaldende?
Jeg kan som sagt allerede ane en historie om hele filosofien, men hvis jeg således skal
favne hele vejen rundt, må jeg vel også have et andet ståsted end filosofien selv, kunne den
skråsikre argumentation lyde. Denne skråsikkerhed skal her erstattes af en åbenhad overfor
forskellige svarmuligheder, der netop skal søges belyst i foreliggende tekst.
Med vendingen ‘filosofiens egen spørgen til sig selv’ kan jeg tillade mig at spørge, om den
stiller spørgsmålet på en rigtig måde. Den gængse spørgemåde er: “Hvad er …”, som går
tilbage til filosofiens egne antikke rødder, hvor opgaven er at finde de nødvendige kende-

3
tegn ved den undersøgte sag og samtidig sætte de tilfældige tilside. Der bliver f.eks. spurgt
“Hvad er det højeste gode?”, “Hvad er det retfærdige?” eller “Hvad er sandheden?” på
samme måde som “Hvad er filosofi?” Denne spørgemåde kunne tænkes allerede at lede
besvarelsen i en bestemt retning, således at noget gik tabt - således at vi ikke fik hele histo-
rien fortalt. På dansk har vi en masse såkaldte “hv-spørgsmål” til rådighed. Jeg skal her
uden at gøre fordring på nogen form for fuldstændighed gøre brug af disse til at tematisere
og nuancere filosofiens egen spørgen til sig selv yderligere.
Således kan spørgsmålet “Hvor er filosofi(en)?” f.eks. pege på et interessant interkulturelt
perspektiv. Tog filosofien udelukkende sin begyndelse og sit udgangspunkt i det antikke
Grækenland og er siden da uden de store udsving og dikkedarer gået sin slagne gang gen-
nem den vestlige kulturs historie, eller er der måske flere filosofiske traditioner, der lever i
andre kulturer, og som har sin helt egen begyndelse uafhængigt at Thales og de andre? Jeg
skal i nærværende tekst ikke komme nærmere ind på dette spørgsmål og dets tilhørende
debat, hvor Hegel ellers til tider spiller en central rolle som den onde eurocentriske tænker.
“Hvem er filosofi?” lyder som noget nonsens. Det giver mig hermed anledning til ikke blot
et improvisere over temaet “hv-spørgsmål” men også at tematisere “er” i filosofiens egen
spørgen til sig selv. Således giver “Hvem bedriver filosofi” umiddelbart bedre mening, især
for en tænker som Martin Heidegger. For ham er spørgsmålet om det værendes væren
filosofiens væsentligste: “Das Sein ist das echte und einzige Thema der Philosophie”
(Grundprobleme, s. 15), og med en analyse af dette spørgsmål, går han videre - et skridt
tilbage - og spørger til den, der stiller dette spørgsmål. I øvrigt på samme vis, som den na-
turlige bevidsthed i overgangen fra bevidstheds- til selvbevidsthedsafsnittet i PhG kommer
om bag forhænget og (blot) får øje på den, der går krav på at have et ægte begreb om viden
og sandhed som en umiddelbar sansning i en eller anden form. Det er også et kapitel af den
historie, der skal fortælles, og et, jeg vil vende stærkt tilbage til.
Der kan på samme måde også spørges: Hvorfor bedrive filosofi? Her bliver Heidegger os et
i hvert fald direkte skyldig. Det er ham meget magtpåliggende at fortælle, hvordan filosofi
skal bedrives men ikke i samme grad hvorfor. Det er et spørgsmål, der ligger mig meget på
sinde, og et, jeg derfor nok skal vende tilbage til, men det vil måske også senere vise sig at
være tæt knyttet til, hvad filosofi er.
Og så er der spørgsmålet “Hvordan?” Hvordan skal vi bedrive filosofi? Skal det f.eks. ind-
drage andre traditioner og kulturer end den vestlige, eller er det primært et forsøg på at
forstå os selv? Hvilken tilgang skal vi helt konkret have til de filosofiske problemstillinger,
deres løsninger og disses konsekvenser?

4
 § 2. Forholdet mellem filosofiens egen spørgen til sig selv og Hegels PhG
Mine overvejelser handler i dette afsnit om, hvordan min overordnede interesse spiller sam-
men med den tekst, jeg har valgt at beskæftige mig med. Den filosofiske tekst, som
kommer til at stå i centrum er G. W. F. Hegels Phänomenologie des Geistes1, som udkom i
1807. Og specielt indledningen, dvs. det unavngivne tekststykke, som befinder sig mellem
“Vorrede” og “Die sinnliche Gewiβheit”, men også de første tre kapitler samt mindre dele
af resten at værket vil komme under kærlig behandling her. Jeg skal umiddelbart efter disse
indledende øvelser gå direkte til PhG selv og ridse op, hvordan værket ser ud mht. dets
placering i filosofihistorien, i Hegels egen filosofi, samt dets mål og metode.
Centralt før undersøgelsen af filosofien er dens begyndelse, som indeholder en dobbelt
betydning, idet der både kan være tale om et historisk og et logisk perspektiv. Historisk
handler det om den faktiske begyndelse, om hvis eventuelt hvor, hvornår og hvorfor men-
neskene eller menneskeheden begyndte at filosofere. Det kunne være overvejelser om for-
skellige mere eller mindre afhængige traditioner, om hvad der var før filosofien - måske
endda på dens plads, og om, hvilke omstændigheder der har sat en eventuel begyndelse i
gang.
Med “eventuel” har jeg for øje, at filosofien ikke nødvendigvis må have en sådan konkret
begyndelse, alt afhængig af, hvad den viser sig at være, hvilket måske er mere klart i et
logisk perspektiv. Her går spørgsmålet mere i retning af filosofiens grundlag, muligheds-
betingelser eller “væsen”2. Det skal her dreje sig om, hvorvidt filosofien hviler på et fast
grundlag, om den kan retfærdiggøre sig selv og sin egen videnskabelighed. Netop her
spiller PhG en central rolle som indledning til Hegels filosofiske system.
I denne forbindelse spiller skepticismen også en vigtig rolle for Hegel. Skepticismen spiller
mange roller i PhG. Den står helt centralt for problemet om filosofiens begyndelse, både
som et aspekt af en konkret historisk begyndelse, og i spørgsmålet om selv-be-grundelse af
filosofien.
Skepticismen spiller ifølge Ulrich Claesges en dobbeltrolle i PhG - eller har et dobbeltan-
sigt, som han udtrykker det - hvor den på den ene sige udgør hele værkets metode som “den
sig fuldbringende skepticisme” (“der sich vollbringende Skeptizismus”) og på den anden
side selv er et trin på denne vej i form af en del af en af selvbevidsthedens gestalter, der
overstiges undervejs.

1
Herefter blot citeret med ‘PhG’ samt sidetal fra Felix-Meiner-udgaven i parentes (jvf. litteraturlisten).

5
Endvidere er skepticismen interessant, for så vidt den indeholder en dobbelthed mellem
teori og praksis, som også peger hen på samme dobbelthed i filosofien. Det er et spørgsmål
om, hvorvidt filosofien overordnet i sit udgangspunkt har et teoretisk eller et praktisk sigte.
PhG skal dog på ingen måde kategoriseres blot som et forsøg på en besvarelse af spørgs-
målet om, hvad filosofi er, men de kommende overvejelser vil dog tydeligt vise, at værket
også indeholder dette aspekt. Det er et både komplekst og kompakt værk, hvis indhold eller
betydning på ingen måde søges udtømt i forhåndenværende tekst; det gælder for mig i før-
ste omgang at belyse en problemstilling ved hjælp af PhG, hvilket så i anden omgang selv-
følgelig også virker i modsat retning til en belysning af PhG udfra problemstillingen.

§ 3. Min metode
På samme måde som for filosofien selv kan spørgsmålet om min begyndelse med filosofien
ikke være min begyndelse med filosofien. Jeg må vel først filosofere, før jeg kan spekulere
over begyndelsen på dette, netop fordi denne spekuleren allerede er en filosoferen. Noget
tyder altså på, at hvis filosofien kan (og skal) grundlægges, kan den det kun ske i filosofien.
Jeg vil ikke her på samme måde gå i dybden med spørgsmålet om min metode, som jeg
gjorde i forbindelse med filosofiens egen spørgen til sig selv, idet filosofiens eget spørgs-
mål nok vil have mere relevans for det videre forløb af denne tekst end mine metodeover-
vejelser. Men det kunne sagtens gennemføres og helt sikkert ikke uden spændende iagtta-
gelser til følge med spørgsmål som “Hvad er filosofi - for mig?”, “Hvem er jeg, der filoso-
ferer?”, “Hvorfor filosoferer jeg?”, “Hvordan filosoferer jeg?” og “Hvor står jeg, som filo-
soferer”.
Disse spørgsmål tager et mere subjektivt udgangspunkt, men kunne sagtens vise sig at føre
samme sted hen, som behandlingen af filosofiens egen spørgen til sig selv hentydede, hvil-
ket tildels allerede ses i problemet om min position i eller udenfor filosofien.

Alt dette er dog blot min anelse; det skal nu blive spændende at spørge Georg Wilhelm
Friedrich Hegel til råds…

2
Jvf. Martin Heidegger: “Vom Wesen der Wahrheit” i Wegmarken, s. 177, fodnote a: “Wesen: 1. Quidditas -
das Was - koinon; 2. Ermöglichung - Bedingung der Möglichkeit; 3. Grund der Ermöglichung.”

6
 Grundrids af Phänomenologie des Geistes.

Jeg vil søge at give et grundrids af PhG, der først og fremmest skal tjene til at belysning af
min opfattelse af værket samt de indgående begreber og generelt Hegels måde at tale på.
Dette grundrids bliver tredelt startende med den store filosofihistoriske placering af Hegel
over placeringen af PhG i Hegels forfatterskab og sluttende med indre struktur og indhold
af dette værk.

§ 4. Hegel i filosofien
I den store kongerække af filosoffer i den vestlige tradition indtager Hegel tronpladsen i
umiddelbar forlængelse af Kant. Hegel var elleve år, da Kritik der reinen Vernunft udkom
første gang i 1781. Således er PhG også blevet set i lyset af Kants teoretisk filosofiske værk
tildels som førende arven videre men så sandelig også som et opgør med denne arv: “PhG
er ikke et erkendelsesteoretisk værk i betydningen: en undersøgelse af erkendelsens
mulighed, grænser, oprindelse og differentiering i forskellige arter. Hegel afviser direkte at
undersøge menneskets “Erkenntnisvermögen”, sådan som det var Kants anliggende.3 Det
udelukker imidlertid ikke, at PhG har et erkendelsesteoretisk aspekt i betydningen: en un-
dersøgelse af gyldigheden af opfattelser af erkendelsen og dens sandhed og vished.” (Hugg-
ler, s. 32).
Også Kant var meget optaget af skepticismen, som når han takker Hume for at have vækket
ham af hans dogmatiske slummer. Deduktionen, hvilket begreb Kant hentede fra den tids
juridiske terminologi, er en retfærdiggørelse af vores begreber, og i en lidt anden sam-
menhæng ser Michael O. Hardimon en lighed mellem de to tænkere: “Hegel might be ap-
propriately seen as assigning philosophy a role analogous to that assigned to it by Kant:
philosophy as defence”. (Fulda & Horstmann, s. 282).
Til forskel fra Kant var Hegel dog mere interesseret i den antikke skepticisme, som han
mente var den moderne overlegen, hvilket jeg vil behandle i et senere afsnit. At Hegel alli-
gevel fandt nytte hos den moderne skepticisme, altså den efter Descartes, har Westphal
påvist. “Das Kapitel über “Wahrnehmung” in Hegels Phänomenologie des Geistes [ist] in
der Tat eine Aus-einandersetzung mit dem sehr wichtigen, aber um die Wende des 18. und
19. Jahrhundert in Deutschland kaum beachteten Abschnitt aus Humes Traktat über die

3
Her henvises til de to første afsnit i PhGs såkaldte Einleitung.

7
menschliche Natur, “Vom Skeptizismus in bezug auf die Sinne”.4 (Fulda & Horstmann, s.
153).

§ 5. PhG i Hegels filosofi

Hvilken plads indtager nu PhG i Hegels filosofi? Den var tænkt som “Erster Teil” i hans
“System der Wissenschaft”, som en indledning til filosofien. Samtidig mener Hegel, at
filosofien hverken står i behov for eller fordrer en indledning (jvf. Heidegren, s. 18). Vi
befinder os enten allerede i filosofien eller kommer aldrig til den med en indledning, så på
den måde er PhG både indledning til og selv filosofi. Heidegren taler derfor om to former
for indledning (jvf. s. 20), hvor PhG på den ene side har en didaktisk funktion ved at frem-
stille de endelige filosofier eller den naturlige bevidstheds subjektive og begrænsede ud-
gangspunkt i de rådende samfundsforhold, og på den anden side en logisk indledning inden
for filosofien selv, der skal føre den endelige filosofi til uendeligheden, til en absolut viden,
altså påvise den oprindelige enhed mellem subjekt og objekt. Men “två inledningar er
emellertid en för mycket”, konstaterer Heidegren (s. 28).
I årene op til PhGs tilblivelse udviklede Hegel et bevidsthedsbegreb, som indeholder en
spænding mellem den naturlige bevidstheds standpunkt og den absolutte bevidsthed. Sam-
tidig udvikledes et erfaringsbegreb, hvor erfaringen forholder sig immanent til sin egen
erkendelse. Således kunne de to indledninger til filosofien (videnskaben) sluttes sammen i
en i videnskaben om bevidsthedens erfaring.

§ 6. “Einleitung” i PhG
PhG, indledningen i filosofien, er altså videnskaben om bevidsthedens erfaring. Den er
erfaringen af bevidsthedens vej til videnskab, og denne fremstilling er samtidig selv vi-
denskab. Bevidstheden må først finde vej til videnskaben, vi kan ikke som Kant blot starte
med at sætte fornuften som et postulat, for derefter at retfærdiggøre vores brug af begreber.
Bevidstheden må først finde vej frem til fornuften, den må “komme til fornuft.”
Hvorfor kan vi nu ikke det? Det kan vi ikke, fordi vi med en sådan dogmatisk sætten eller
påståen er udsat for et skeptisk angreb i form af en anden sætten eller påståen, der ikke er
forenelig med vores egen, men hvilken der ikke desto mindre er lige så gode grunde til at
antage; “ein trockenes Versichern gilt aber gerade so viel als ein anderes.” (PhG, s. 60).
Det, som her er på spil, er Sextus Empiricus’ ækvipollensmetode, som han beskriver den i
sit (i tysk oversættelse) Grundriβ der pyrrhonischen Skepsis. Han opstiller fem skeptiske

4
David Hume: A Treatise of the Human Nature, afsnittet: “Of skepticism with regard to the sences”.

8
troper, argumenter eller figurer, hvoraf den fjerde om “Vorraussetzung” siger, at der kan
opnås ligevægt mellem to argumenter (isosthenia) - hvorfor man bør holde sig tilbage fra at
dømme (epoché), hvilket skulle medføre ro i sjælen (ataraxia).
På samme måde kan vi heller ikke tillade os at starte med den naturlige forestilling, at “eh
in der Philosophie an die Sache selbst, nämlich an das wirkliche Erkennen dessen, was in
Wahrheit ist, gegangen wird, es notwendig sei, vorher über das Erkennen sich zu verstän-
digen, das als das Werkzeug, wodurch man sich des Absoluten bemächtige, oder als das
Mittel, durch welches hindurch man es erblicke, betrachtet wird.” (PhG, s. 57). Vi kan altså
heller ikke bare gå ud fra, at erkendelsen er et redskab, hvormed man bemægtiger sig det
absolutte, eller et middel, hvorigennem man ser det absolutte. Snarere tværtimod er det
denne i store dele af filosofihistorien forudfattede mening, der står for skud.
Vi kunne spare os megen unødig møje ved ikke at tage notits af sådanne forestillinger, siger
Hegel videre, “denn sie machen nur eine leere Erscheinung des Wissens aus, welche vor
der auftretenden Wissenschaft unmittelbar verschwindet.” (PhG, s. 59-60). Men i og med
videnskaben træder frem (“auftritt”), er den selv en fremtrædelse (“Erscheinung”). Og fordi
den fremtræder “neben anderem” (PhG, s. 60), er den i fare for at blive sat over for andre
fremtrædelser, som med ækvipollensmetoden lige såvel kan påstås at være fremtrædelser af
videnskaben. Videnskaben må frigøre sig af dette skin (“Schein”), og derfor foretager vi en
fremstilling af den fremtrædende videnskab.
Denne fremstilling af den fremtrædende videnskab sker ved hjælp af “den sig fuldbrin-
gende skepticisme.” Enhver såkaldt bevidsthedsgestalt har sit eget begreb om viden og
sandhed, som for den naturlige bevidsthed stemmer overens. Denne fordring af at have
begrebet om sandheden har en modsætning i sig som vha. af ækvipollensmetoden bliver
fremstillet ved at sætte to lige gode men modstridende argumenter op overfor hinanden.
Dette er tvivlens vej, som den naturlige bevidsthed går, men fra dens synspunkt er opgi-
velsen af sit begreb om viden og sandhed blot “die bewuβte Einsicht in die Unwahrheit des
erscheinenden Wissens” (PhG, s. 61) og derfor snarere fortvivlelsens vej. For os derimod,
som ser denne bevægelse udefra, er den “nicht eine bloβ negative Bewegung” (PhG, s. 62).
Negationen er ikke det rene intet, men derimod et resultat idet negationen er en bestemt
negation. Vi kan altså se, at den vej, som for den naturlige bevidsthed er fortvivlelsens vej,
da den tilsyneladende blot må erkende, at dens begreber om viden og sandhed ikke stem-
mer overens, er en fuldstændighedens og nødvendighedens vej. Hver gang den naturlige
bevidsthed opgiver disse begreber, ser vi den nødvendige gang over i en ny bevidsthedsge-

9
stalt, hvor den naturlige bevidsthed har andre begreber om viden og sandhed, som samtidig
indeholder de fra erfaringen høstede frugter fra tidligere bevidsthedsgestalter.
Vi har altså nu set to aspekter ved “den sig fuldbringende skepticisme”:
1. Opgivelsen af en bevidsthedsgestalt sker ved påvisning af ækvipollens: Den naturlige be-
vidsthed ser uoverensstemmelsen ved dens egne begreber om viden og sandhed, og be-
væger sig således ud over sig selv. Hegel siger om det, som er indskrænket til et naturligt
liv, til en umiddelbar tilværelse, at det ikke er i stand til at gå ud over sig selv ved egen kraft
- hvilket kunne lede tankerne hen på hans samtidige Goethes ord om, at den, hvis erindring
ikke går 3000 år tilbage i tiden, lever fra hånden i munden.5 Kun i kraft af noget andet
bliver den drevet ud over sig selv, nemlig af dens egen død. Men bevidstheden er for sig
selv sit begreb (PhG, s. 63) og indeholder derfor i sig selv denne drivkraft til at gå ud over
sig selv i sin indskrænkethed.
2. Overgangen sker ved hjælp af den bestemte negation: Vejen er en fortvivlelsens vej for
den naturlige bevidsthed, for den ser kun den rene negation af sine begreber om viden og
sandhed. Vi derimod ser den bestemte negation, som giver et positivt resultat og umiddel-
bart fører over i den næste bevidsthedsgestalt. Således ser altså den naturlige bevidsthedens
gang ud, men hvordan ser så endemålet ud? Disse to aspekter kendetegner med andre ord
den indre bevægelse i den enkelte bevidsthedsgestalt samt overgangen fra gestalt til gestalt,
og dertil kommer så et tredje aspekt ved “den sig fuldbringende skepticisme”, som siger
noget om denne bevægelses endemål.
3. Fuldbringelse er samtidig ophævelse: Når metoden er at påvise bevidsthedsgestalternes
indre modsætninger, må målet være nået, når vi er kommet til en gestalt som ikke indehol-
der denne modsætning; det vil sige en gestalt, der er udsat for et skeptisk ækvipollen-
sangreb. Det er, som sagt, når bevidsthedens begreber om viden og sandhed stemmer
overens, men hvordan kan man nogensinde komme dertil, når man bliver drevet frem af en
skepticisme? Når skepticismen går med hele vejen, må den til sidst ophæve sig selv, for at
vi kan have en bevidsthedsgestalt, hvor sandhed og viden stemmer overens. Vigtigt er det
her at bemærke, at skepticismen selv er sin egen fuldbringelse og ophævelse, for hvis det
var noget andet, ville vi have med en udefra kommende målestok at gøre, som ville være
udsat for skeptiske angreb. Videnskabens metode, skepticismen, ligger altså ikke udenfor
videnskaben selv, men er dens negative side, som Hegel siger det, og fuldbringelsen som

5
“Wer nicht von dreytausend Jahren / Sich weiß Rechenschaft zu geben, / Bleib im Dunkeln unerfahren, /
Mag von Tag zu Tage leben.” Johann Wolfgang Goethe: West-Östlicher Divan, s. 59 (jvf. litteraturlisten).

10
ophævelse tager sig på den måde ud som en anden Baron von Münchhausen, der hiver sig
selv og sin hest op af sumpen, ved at trække i sit eget hår.
Et andet billede giver Ulrich Claesges. Han henviser til Johannesevangeliets kapitel 19,
stykke 30, hvor Luther oversatte det græske tetélestai med “es ist vollbracht”, som han
mener, Hegel har haft i tankerne med indførelsen af begrebet om “den sig fuldbringende
skepticisme”. “Danach bedeutet “vollbringen”: einen Weg konsequent zu Ende gehen bis
zu einem Untergang, der aber zugleich als Neuanfang verstanden wird.” (Claesges, s. 120).
Som fuldbringelsen er ophævelse, er ophævelsen samtidig bevarelse. Hegel spiller i kapitel
II på den dobbelte betydning af ordet “ophævelse”: “Das Aufheben stellt seine wahrhafte
gedoppelte Bedeutung dar, welche wir an dem Negativen gesehen haben; es ist ein Negie-
ren und ein Aufheben zugleich”. (PhG, s. 80). Skepticismen ophæver bevidsthedsgestal-
terne, men da negationen er bestemt, hæver eller løfter den samtidig disse skridt på vejen
op og bevarer dem i sin videre gang og sit endemål, hvor de til sidst kan ses i det rette lys.
Således skriver Köhler og Pöggeler om den første bevidsthedsgestalt “Die sinnliche Ge-
wiβheit”: “Damit ist die Wahrheit der sinnlichen Gewiβheit zuerst einmal beiseite gerückt,
doch nicht endgültig aufgegeben. […] So kann das absolute Wissen der Wahrheit der sinn-
lichen Gewiβheit ihren begrenzten Platz anweisen und so in reflektierter Weise zur sinnli-
chen Gewiβheit zurückkehren.” (Köhler & Pöggeler, s. 10-11).
Et sidste men meget smukt billede på gangens på samme tid tilsyneladende tilfældige og
alligevel nødvendige vej, som her kort skal drages frem, er Karen Blixens lille fortælling
“Livets Veje” fra Den Afrikanske Farm.6 Her går en mand på eksistensfilosofisk vis ad
livets vej uden rigtig at kunne se mål og med, og først da han er nået til vejs ende kan han
se, at den vej hans gang har aftegnet er en stork!
I anden halvdel af tekststykket i PhG mellem “Vorrede” og “Die sinnliche Gewiβheit”
ekspliciterer Hegel sin metode til udførelsen af sin fremstilling. Når jeg siger “ekspliciterer”
hentyder jeg til, at Hegel i et vist omfang tager noget op, som allerede er behandlet én gang
i den indledende tekst, og afsnittet har således en lidt gentagende karakter. Ligeså vil det
derfor tage sig ud hos mig, uden dog at hverken Hegel eller jeg siger noget overflødigt!
Med en sådan efterprøvelse af bevidsthedsgestalternes fordring på viden og sandhed skal
der bruges en målestok, hvilket jo indfører faren for ækvipollensargumenter. Vi kan altså
ikke tage udgangspunkt i den absolutte viden og herfra få en målestok for, hvornår viden og
sandhed stemmer overens. Målestokken må være immanent i den naturlige bevidstheds
egen gestalt og efterprøvelse. Men dette kan også lade sig gøre. Bevidstheden er for sig selv

6
Karen Blixen: Den Afrikanske Farm, s. 194-196 (jvf. litteraturlisten).

11
sit begreb, hvilket i forbindelse med dens begreber om viden og sandhed betyder, at den
skiller noget ud fra sig, som den samtidig relaterer sig til; eller: den er noget for den samme,
dvs. bevidstheden er noget for den selv, sin egen genstand; den er samtidig subjekt og
objekt (jvf. PhG, s. 10). Det er denne struktur, der kendetegner enhver forestilling.
Det, bevidstheden adskiller indenfor sig selv, er dens viden og sandhed. Efterprøvelsen er
hermed den naturlige bevidstheds egen efterprøvelse, om dens begreber om viden og sand-
hed stemmer overens med hinanden. Har vi så løst målestoksproblemet helt? - For selvom
vi mener, at den naturlige bevidsthed undersøger sin viden og sandhed, er det vel egentlig
os, der i fremstillingen undersøger dette forhold, således at det ikke er bevidsthedsgestalten,
som den er i sig selv, men blot som den er for os, der er tale om. Ja, vi har løst problemet,
for denne adskillelse af viden og sandhed falder inden for bevidstheden selv, således at det
blot bliver at tilse om bevidstheden er i overensstemmelse med sig selv. Når bevidsthedens
viden ikke passer til sin genstand, må den ændre denne viden, og da denne viden netop var
om denne genstand, må den også ændre sin genstand. Ydermere har bevidstheden sin
målestok netop fra denne adskillelse af bevidsthed og genstand, således at målestokken
også må ændres, når bevidsthed og genstand ændres.
Alligevel beskriver Hegel overgangen fra en bevidsthedsgestalt til en anden som “Umkeh-
rung des Bewuβtseins” og siger derefter: “Diese Betrachtung der Sache ist unsere Zutat,
wodurch sich die Reihe der Erfahrungen des Bewuβtseins zum wissenschaftlichen Gange
erhebt, und welche nicht für das Bewuβtsein ist, das wir betrachten.” (PhG, s. 67). Det ser
altså i sidste ende ud som om, at den rene tilseen bliver forstyrret af et tillæg fra vores side,
at Hegel alligevel anser erkendelsen for at være et medium, hvorigennem vi ser det abso-
lutte. Det, der er vores tillæg, er vores betragtning af forløbet. Den naturlige bevidsthed ser
ikke “den sig fuldbringende skepticisme” ved sin side men blot en negeren af dens begreber
om viden og sandhed. Kun “vi” kan betragte nødvendigheden i den bestemte negation,
således at rækken af erfaringer hæver sig til den videnskabelige gang.
Hvori består denne betragtning? Den er en “Weglassen aller Zutaten” ifølge Heidegger
(Holzwege, s. 190). Fremstillingen af den fremtrædende viden er netop karakteriseret ved,
at den ikke tilføjer noget til bevidsthedens efterprøvelse af sig selv. Den er “das reine Zu-
sehen.” (PhG, s. 65).
I hvilken forstand er vores betragtning så et tillæg? Det er den fordi: “das Weglassen macht
sich nicht von selbst aus. Wenn irgendein Lassen ein Tun ist, dann ist es das Weglassen.”
(Holzwege, s. 190). Vores betragtning er et tillæg blot i sin egenskab af at være en undla-
delse af al tillæggen, hvorved Heidegger konkluderer: “Die Zutat kann daher auch das für

12
die Darstellung nötige reine Zusehen niemals aufheben. In der Zutat und durch sie hebt
vielmehr das reine Zusehen an.” (Holzwege, s. 190). Det betyder blot, at “unsere Zutat” er
“das reine Zusehen”.
Men hvorledes adskiller dette sig fra erkendelsen som medium? Jeg tror, Hegel vil svare, at
den rene tilseen af bevidsthedens gang ikke er sand erkendelse, eller i hvert fald, at vi ikke
kan tillade os at postulere det. Vores projekt netop er at nå frem til en betydning af ord som
“det absolutte” og “erkendelsen” (jvf. PhG, s. 59). Det er altså ikke os, der giver indhold til
den næste gestalt, men blot os, der ser dette indholds nødvendighed. Indholdet er for be-
vidstheden, hvad, vi derudover begriber, er blot det formelle. Den naturlige bevidsthed ser
kun genstanden, vi ser tilmed bevægelse og vorden.

§ 7. “Die sinnliche Gewiβheit” i PhG

Jeg vil nu gå videre i PhG for at se, hvordan disse metodeovervejelser finder sin anvendelse
i fremstillingen af den fremtrædende viden. Vores første genstand, dvs. den første
bevidsthedsgestalt, må, ifølge Hegel, være den mest umiddelbare viden, eller viden om det
umiddelbare, som han kalder “den sansemæssige vished.”
Denne umiddelbarhed er kendetegnende for alle tre aspekter: Bevidstheden (viden), dennes
genstand (sandhed) og deres relation. Sandheden består blot deri, at den er, den er “reines
Dieses” eller “allein das Sein der Sache” (PhG, s. 69). Den står ikke i forhold til noget an-
det men er det mest umiddelbare. På samme måde er bevidstheden blot “reiner Dieser” og
står som det mest umiddelbare heller ikke i forhold til andre bevidstheder. Slutteligt er
denne relation den mest umiddelbare, for så vidt bevidstheden som den enkelte ved sand-
heden som det enkelte.
Dette er altså bevidsthedsgestalten den sansemæssige visheds eget videns- og sandheds-
kriterium. Hegel går herefter over til at gengive bevidsthedens egen efterprøvelse af sine
kriterier, og han siger med det samme, at kriterierne ikke holder, da den rene væren vil vise
sig blot at være et eksempel af ren væren, hvilket vil sige, at det tilsyneladende umiddelbare
viser sig at være formidlet: Jegets viden er gennem genstanden og denne er omvendt
gennem jeget, og ydermere er relationen formidlet igennem dets forhold til andre relationer
af samme slags.
Genstanden, das Diese, er ikke umiddelbar men formidlet, således at “nu” og “her” hen-
viser til ikke-nu og ikke-her. “Nu er det nat” er relateret til sin egen negation “nu er det ikke
nat” og “her er et træ” på samme måde relateret til “her er et hus”, dvs. et ikke-træ.
Bevidstheden, jeg’et, er relateret til andre jeg’er, der sanser, således at “jeg ser, at det er

13
nat” er relateret til et andet jeg, der siger: “jeg ser, at det er dag” og igen: “jeg ser træet” er
relateret til “jeg ser huset.”
Den sidste mulighed for den sansemæssige vished er, ikke at sætte enten den enkelte be-
vidsthed eller den enkelte genstand som henholdsvis væsentlig og uvæsentlig, men i stedet
se relationen imellem dem som det væsentlige. Men også denne relation er ikke umiddelbar
men formidlet gennem andre relationer mellem et jeg, en bevidsthed, og en sag, en
genstand. Jeg’et kan ikke sprogliggøre denne relation, fortælle om den, da den umiddelbare
sansning da allerede ville være formidlet; det ville være at fortælle et “nu”, der ville være
ophævet og således være et “har været”. Jeg’et må altså vise denne relation af jeg-nu, men
også denne visen er en formidling, idet nuet allerede ikke længere er, når det vises. Det er
det samme, der gør sig gældende med hensyn til at sprogliggøre og vise relationen, hvilket
også giver sig selv. Hegel har nemlig tilsyneladende et snævert begreb om sproget på dette
sted, der blot indbefatter talte og skrevne ord uden at tage højde for handlingsaspektet,
hvilket den ordløse udpegen egentlig er. (Dette er selvfølgelig ikke nogen dom om Hegels
sprogopfattelse som sådan, blot en påpegning af, hvordan den tager sig ud på netop dette
tekststed).
Bevidstheden har nu efterprøvet sit eget begreb om viden og sandhed, som må ophæves
som ikke overensstemmende, og bevidstheden må nu gå tvivlens - hvad der fra dens syns-
punkt også er fortvivlelsens - vej ved at ændre sit begreb om sandhed og dermed viden, og
derved endvidere også få en ny målestok for sin efterprøvelse. Genstanden viste sig ikke at
være det mest umiddelbare, det var ikke var en sansegenstand, hvilket fører over i et begreb
om en ikke- umiddelbar sammensat sansegenstand, nemlig en ting med flere forskellige
egenskaber. Således bliver bevidstheden også en viden om denne genstand, nemlig
iagttagelsen. I denne overgang er det værd at bemærke, at erkendelsen antager en mere
aktiv karakter i den nye gestalt.
Denne fremstilling af PhGs kapitel I vil jeg nu se i lyset af værkets metodeovervejelser i det
forudgående tekststykke. Det vigtige for Hegels fremstilling er holdbarheden overfor
skeptiske argumenter. Efterprøvelsen af den sansemæssige vished skal fortages af bevidst-
hedsgestalten selv, og målestokken skal derfor være immanent. Det har Graeser følgende
kommentar til: “Nun steht und fällt Hegels Vorstellung der Selbstprüfung des Bewuβtseins
allerdings mit der Annahme, daβ sich die in Frage stehende Position selbst thematisieren
kann. Im Fall der sinnlichen Gewiβheit ist dies jedoch zweifelhaft. Denn so, wie sich Hegel
ausdrückt, scheint es sich um eine geradezu vorsprachliche Stufe zu handeln.” (Köhler &
Pöggeler, s. 37). Således synes modsigelsen først at være i selve artikuleringen eller frem-

14
stillingen af den fremtrædende videnskab og ikke i den sansemæssige vished selv. Og det
er, som hentydet før, ikke noget, der løses ved at skifte “tale” ud med “vise”, idet sidst-
nævnte også er et sprogligt fænomen. To problemer gør sig her gældende: For det første
spørgsmålet om, hvorvidt det er os udefra eller den sansemæssige vished selv, som formu-
lerer begreberne om viden og sandhed. Det er bevidsthedsgestaltens begreber, men er disse
begreber førsproglige, således at vi tillæger noget ved en artikulering af dem? Hvis det
skulle vise sig, at vi ikke bidrager med noget udefra, og den sansemæssige vished således
selv formulerer sine begreber, kan der for det andet spørges, om der alligevel ikke går noget
væsentligt tabt ved den sansemæssige visheds sprogliggørelse af sine måske stadig
førsproglige begreber.
Graesers eget løsningsforslag går ud på at se den sansemæssige vished som en abstraktion.
Analysen i PhGs kapitel I er dermed på ingen måde ubrugelig, da den sansemæssige vished
er et væsentligt træk ved mange teorier om genstandserkendelse. Men det løser ikke
problemet, for bevidsthedsgestalten må stadig undersøge sig selv i henhold til metoden, og
kan derfor ikke undersøge sig selv som an abstraktion eller aspekt af noget udenfor lig-
gende. Det kan derfor ikke være tale om en abstraktion, det er snarere et helt verdensbillede
eller verdensanskuelse, der undersøger sig selv. Så “unsere Zutat” er mere end “reines Zu-
sehen”, hvis tillægget består i at tilføre et førsprogligt niveau en sproglig artikulering. Løs-
ningen ligger for mig at se i Hegels begreb om bevidsthed: “Dieses [das Bewuβtsein] un-
terscheidet nämlich etwas von sich, worauf es sich zugleich bezieht” (PhG, s. 64). Med
denne formulering løste Hegel i sit indledende stykke målestoksproblemet, idet bevidsthe-
den i skikkelse af ovennævnte formel selv bringer målestokken. Den prøver altså sig selv,
og heri ligger at bevidstheden som selvprøvelse er selvbevidsthed. Det ses ikke eksplicit for
den naturlige bevidsthed, for så vidt den antager viden og sandhed for at være det mest
umiddelbare, men jo tættere den synes at komme på det skjulte i tingen, jo mere den synes
at nærme sig tingen i sig selv, jo mere nærmer den i virkeligheden sig selv, og når den en-
delig tror sig ved sit mål og trækker tæppet til side for at afsløre tingens skjulte sandhed,
finder den blot sig selv og bliver til selvbevidsthed.
Det er altså kun tilsyneladende os, der føjer noget til, når den sansemæssige vished for-
mulerer sit begreb om viden og sandhed, da den endnu ikke er opmærksom på sig selv som
selvbevidst i erkendeprocessen. Det løser altså det første problem og bringer os samtidig
nærmere en løsning på det andet, som spurgte til, hvorvidt der går noget tabt, når den san-
semæssige vished formulerer sine måske stadig førsproglige begreber.

15
En nærmere forklaring af formlen “førsproglige begreber” kan hjælpe til at belyse proble-
met. Den kan betyde to ting afhængigt af opfattelsen af sproget. Hvis sproget er en betin-
gelse for erkendelse, kan der ikke være noget sådan som førsproglige begreber. Den san-
semæssige vished må således kunne artikulere sit videns- og sandhedsbegreb uden proble-
mer. Det påstår Hegel: “Die Sprache aber ist, wie wir sehen, das Wahrhaftere; in ihr wi-
derlegen wir selbst unmittelbar unsere Meinung, und da das Allgemeine das Wahre der
sinnlichen Gewiβheit ist, und die Sprache nur dieses Wahre ausdrückt; so ist es gar nicht
möglich daβ wir ein sinnliches Sein, das wir meinen, je sagen können.” (PhG, s. 71 f.).
Men denne påstand kunne vise sig at blot at være den ene side i et ækvipollensargument.
For hvis der derimod godt kan være et førsprogligt erkendeniveau, som også ligger hinsides
det at vise, kan der godt gå noget tabt i den sansemæssige visheds eget forsøg på at
formulere sit videns- og sandhedsbegreb. Der kunne være tale om en “tavs viden”, altså
viden, som per se aldrig kan komme i tale.
Det skal her indskydes, at Graeser, trods sit argument for, at den sansemæssige vished er en
abstraktion, ikke ser dette andet problem løst: “Selbst wenn sie [die Annahme, daβ “etwas
wissen” soviel impliziere wie “sprachlich artikulieren können] für Hegel wichtig war, bleibt
fraglich, ob er dieser Annahme retrospektiv den Status einer Vorraussetzung einräumen
dürte.” (Köhler & Pöggeler, s. 47).
For at forklare og yderligere underbygge den anden side af ækvipollensargumentet, nemlig
muligheden for tavs viden, kunne henvises til fokuseringen på kropsligheden i det nys for-
gangne århundredes filosofi, i skikkelse af blandt andre Maurice Merleau-Ponty, der har
forenet fænomenologiske og psykopatologiske undersøgelser. Kroppen synes her at indtage
en plads, der sprænger rammerne for den dualistiske tradition, filosofien har stået i siden
Descartes. Kroppen er hverken ting eller bevidsthed og alligevel begge dele på samme tid.
Også Hegel synes i dette perspektiv at være stærkt forankret i en dualistisk tænkemåde.
Filosofi er for ham fornuften, der erkender sig selv, sådan siger han allerede i sine tidligste
dage i Jena: “[…] die Vernunft, die das Bewuβtsein in Besonderheiten befingen findet,
wird allein dadurch zur philosophischen Spekulation, daβ sie sich zu sich selbst erhebt und
allein sich selbst und dem Absoluten, das zugleich ihr Gegenstand wird, sich anvertraut.”
(Differenzschrift, s. 19). Lidt senere i samme tekst synes der imidlertid at blive plads til
kroppen i følgende formulering: “Das wahre Eigentümliche einer Philosophie ist die
interessante Individualität, in welcher die Vernunft aus dem Bauzeug eines besonderen
Zeitalters sich eine Gestalt organisiert hat; die besondere spekulative Vernunft findet darin
Geist von ihrem Geist, Fleisch von ihrem Fleisch, sie schaut sich in ihm als ein und

16
dasselbe und als ein anderes lebendiges Wesen an.” (Differenzschrift, s. 19). Der synes altså
at være plads til det individuelle, det handler både om ånd og kød, men kropsligheden som
noget endeligt, bliver i sidste ende i filosofien alligevel blot ophævet i filosofiens egen
totalitet, i åndens uendelighed. Således omslutter ånden kroppen i det absolutte, der er intet
virkeligt brud med den kartesianske tradition, der er en ophævelse - som netop viser sig blot
at være en ophøjelse - af modstillingen mellem subjekt og objekt.
Det samme gør sig gældende i PhG. Det er her også i sidste ende fornuften, der erkender
sig selv. Det er ifølge metoden ikke noget vi tager udgangspunkt i, men derimod det, der
bliver vores resultat i den absolutte viden. Dette lader sig også se i Heideggers analyse af
Hegels sandhedsbegreb. Hegel anser sandheden for at være vished i overensstemmelse med
traditionen fra Descartes: “Das Wahre ist das im unbedingten Sich-selbst-wissen Ge-
wuβte.” (Holzwege, s. 135). Han skriver videre, at hvor sandhed før opfattedes som over-
ensstemmelse mellem forestilling og genstand, er sandheden nu ikke ved genstanden, men
ved forestillingen selv, som samtidig er genstanden. Så hvis der var plads til kropsligheden
i den tidligere opfattelse af sandhed, falder den i hvert fald væk, når sandhed blot er be-
vidsthedens eller fornuftens selvoverensstemmelse. At fornuften således har fuldstændig og
direkte adgang til sig selv, er netop et af hovedpunkterne i den moderne fænomenologis
kritik af sine forgængere ved fokuseringen på kropsligheden. Huggler påpeger egentlig
dette problem kort og præcist: “Der antages altså implicit en eller anden common sense-
agtig opfattelse af rationel diskuterbarhed.” (Huggler, s. 82).

17
 Skepticisme, filosofi og dens begyndelse

§ 8. Skepticismen
Jeg har nu gennemgået PhGs indledning samt første kapitel. Dette er i det overordnede per-
spektiv gjort med henblik på at søge svar på filosofiens spørgsmål til sig selv. Der er her-
igennem fremkommet mange interessante overvejelser omkring filosofiens indledning,
dens væsen, dens metode og om skepticismen. Jeg vil i det følgende søge at sammenfatte
disse overvejelser og diskutere med andre af Hegels værker samt nutidige kommentarer.
Det gøres i tre afsnit omhandlende Hegels opfattelse af skepticismen, hans opfattelse af
filosofien og dens begyndelse samt hans opfattelse af forholdet mellem skepticismen og
filosofien og stadig herunder filosofiens begyndelse.
Under Hegels skepticismeopfattelse er to punkter vigtige i forsøget på at se den i sammen-
hæng med filosofien og dens begyndelse. Disse er Hegels syn på forskellige udgaver af
skepticismen og deres indbyrdes forhold og rangorden samt skepticismens dobbelte funk-
tion i PhG som både gennemgående metode og forbigående bevidsthedsgestalt.
I skriftet Verhältnis des Skeptizismus zur Philosophie som en eksplicit kommentar til
Gottlob Ernst Schulzes Kritik der theoretischen Philosophie fremhæver Hegel den antikke
skepticisme til fordel for den moderne. Den antikke skepticisme er kendetegnet ved sin
ækvipollensmetode, dvs. ved at sætte to ligevægtige (isosthenia) argumenter op overfor
hinanden. Derved kan den ene side af ligevægten ikke med god grund antages frem for den
anden, og man må derfor holde sig tilbage fra at dømme om sagen (epoché). Ved denne
tilbageholden opnår skeptikeren slutteligt ro i sjælen (ataraxia). Der er to træk ved denne
metode, som ifølge Michael Forster er værdifulde, og som Hegel derfor benytter sig af i
PhG. For det første undgår Hegel med denne metode tilsyneladende at bygge på nogen
forudsætninger overhovedet, i hvert fald sålænge han blot anvender den på sit erkendel-
sesteoretiske sigte i PhG, der ikke omfatter det sidste skridt, hvor epochéen påstås at med-
føre ataraxia. (Det problematiske ved denne påstand i dens tilsyneladende egenskab af at
være en forudsætning er Sextus Empiricus selvfølgelig selv meget opmærksom på, og for-
søger at omgå den med blot beskrivende formuleringer som: “Als er [der Skeptiker] aber
innehielt [mit dem Philosphieren], folgte ihm zufällig die Seelenruhe in den auf dogma-
tischem Glauben beruhenden Dingen.” (Sextus, s. 100)). For det andet er metoden ikke
begrænset til et enkelt område af påstande, men enhver påstand kan tænkes at blive udsat
for denne argumentationsform, hvilket også er nødvendigt, hvis Hegel skal kunne gøre krav
på fuldstændighed i sin undersøgelse.

18
Disse træk er gået tabt i den moderne skepticisme. Denne derimod består nemlig i at an-
gribe nogle forudsætninger udfra andre, som den antager som sine egne og som fuldstændig
ubetvivlelige. En sådan forudsætning, som Hegel kalder dens positive side (jvf. Skepti-
zismus, s. 220), består i at vi ikke kan tage fejl med hensyn til vores egen bevidstheds ind-
hold (“[…] und zwar hat […] die Existenz desjenigen, was im Umfange unseres Bewuβt-
seins gegeben ist, unleugbare Gewiβheit” (Skeptizismusaufsatz, s. 220)), en såkaldt “Tatsa-
che des Bewuβtseins”. (Skeptizismusaufsatz, s. 220). Med denne forudsætning i baghånden
går den moderne skepticisme så videre til at kritisere vores formeninger om eksistensen af
såkaldte ydre genstande, dvs. genstande, der består uafhængigt af vores bevidsthed. For
Hegel er den antikke skepticisme filosofiens negative side, sådan som den anvendes i PhG,
idet de begge vender sig imod den naturlige bevidstheds ureflekterede begreb om viden og
sandhed. Den moderne skepticisme derimod er rettet mod filosofien selv, idet den netop
bygger på sådan et ureflekteret begreb. Den er dermed selv ligeså dogmatisk som det, den
vil kritisere: “Der Schulzische Skeptizismus vereinigt sich mit den rohsten Dogmatismus”.
(Skeptizismusaufsatz, s. 238).
Det andet vigtige punkt i Hegels opfattelse af skepticismen finder vi i spørgsmålet: Hvor-
dan kan skepticismen optræde som både gennemgående metode og forbigående bevidst-
hedsgestalt i PhG? Hvis vi - eller snarere skepticismen selv - allerede i selvbevidsthedsaf-
snittet når ud over skepticismen, så burde vi enten droppe skepticismen som videre under-
søgelsesmetode, eller vi burde være nået til undersøgelsens slutning. Grunden til, ingen af
delene er tilfældet, er Hegels begreb om den bestemte negation. Den er indeholdt i vores
metode, når vi udefra ser den naturlige bevidstheds gang, men den er ikke er synlig fra den
naturlige bevidstheds eget standpunkt. Således er dens tvivlens vej samtidig en fortvivlel-
sens vej, idet den kun ser den rene negation og ikke det resultat, som kommer ud af negati-
onen i dennes egenskab af at være bestemt, dvs. med et bestemt indhold. Hvordan skal
dette begreb om den bestemte negation forstås? Her kommer vores overvejelser om forhol-
det mellem “das reine Zusehen” og “unsere Zutat” os tilgode. Det er vores tillæg, at be-
vidsthedens gang ses i sin sammenhæng og derved viser sig som fuldstændig og nødven-
dig, men dette tillæg, for så vidt viden også kan artikuleres uden de føromtalte problemer,
er blot vores “Weglassen aller Zutaten.” (Holzwege, s. 190). Således kalder Ulrich Claesges
den bestemte negation for skepticismens konstruktive side og ækvipollensmetoden for den
deskriptive: “Während also der sich vollbringende Skeptizismus mit seiner bestimmten
Negation die konstruktive Seite der Methode der PhG darstellt, stellt jene Aufnahme von
Gestalten des erscheinenden Wissens gleichsam die deskriptive Methode dar.” (Fulda &

19
Horstmann, s. 125). Eller med Duques ord: “Die skeptische epoché wird so zu einem rei-
nen phänomenologischen Zusehen.” (Fulda & Horstmann, s. 144).

§ 9. Filosofien og dens begyndelse

Straks efter den indledende “Vorrede” støder vi i PhG på en formulering af sagen selv i
filosofien: “[…] das wirkliche Erkennen dessen, was in Wahrheit ist.” (PhG, s. 57). Dette
er, som det bliver klart i løbet af PhG, også at anse som fornuftens selverkendelse, hvilket
Hegel, som tidligere nævnt, allerede skrev i sine første år i Jena: “[…] die Vernunft, die das
Bewuβtsein in Besonderheiten befingen findet, wird allein dadurch zur philosophischen
Spekulation, daβ sie sich zu sich selbst erhebt und allein sich selbst und dem Absoluten, das
zugleich ihr Gegenstand wird, sich anvertraut.” (Differenzschrift, s. 19). Denne erkendelse
eller erkenden skal være videnskabelig: “Hegel [verlangt] in seiner Vorrede zur Phä-
nomenologie [PhG], daβ die Philosophie den Namen der Liebe zum Wissen ablegen und
statt bloβer Weisheit wirkliches Wissen werden müsse.” (Köhler & Pöggeler, s. 29). Hegel
bruger herefter betegnelsen “videnskab” for “filosofi” i PhG.
Filosofien skal altså være videnskab, hvilket lige præcis er målet i PhG. Den naturlige be-
vidsthed, hvilken nok kan siges at stræbe efter eller have kærlighed til visdom, bliver først
til videnskab, når den opgiver sine forkerte forestillinger om, hvad viden og sandhed er.
Men denne bevidsthedens gang mod at blive videnskab er allerede selv videnskab, som jeg
nævnte indledningsvis og vil komme ind på igen om lidt. Før dét lyder spørgsmålet, hvor-
dan denne gang tager sin begyndelse. “Es scheint so zu sein, ist aber in der Tat nicht so.
Vergessen wir nicht, daβ diese Selbstkorrektur […] des Scheins aufgrund der Ansprüche
dessen, was in ihm ersheint, das Leitmotiv der Phänomenologie ausmacht.” (Fulda &
Horstmann, s. 141). Hass er enig med Duque i den betragtning: “Med denne distinktion
mellem Sein og Schein “begynder” filosofien.” (Hass, s. 56). Og hvad er det lige præcis for
en indstilling, der er kendetegnet ved en sådan skelnen? - Den skeptiske! Det er skeptike-
ren, der stiller spørgsmålstegn ved, om det, vi ser, også er, sådan som det synes at være.
Således hænger i hvert fald filosofiens begyndelse uløseligt sammen med skepticismen.
“Daβ eine Denkbestimmung in ihrer Vereinzelung wahr sei, kann bestritten werden¸ und
daβ die Wahrheit selbst in irgendeiner Denkbestimmung vereinzelt auftrete, kann ebenfalls
nicht im vorhinein ausgemacht werden. Wenn die Skepsis diese Argumente aber einbringt,
läβt sie sich auf das Denken ein. Dann fängt wenigstens die Suche der (skeptisch inspirier-
ten) Philosophie nach Wahrheit an.” (Fulda & Horstmann, s. 181). Disse ord fra Luc De

20
Vos peger også hen mod en løsning af filosofiens begrundelsesproblem, hvilket bliver be-
handlet i næste afsnit.
Heidegren angiver et andet og mere praktisk orienteret motiv for filosofien hos Hegel: “De
djupast liggande motiv som förde Hegel till filosofin tycks ha varit erfarenheten av en
klyfta mellan teori och praxis, försöket att teoretisk bestämma denna klyfta, samt at for-
skandet av möjligheten att överbrygga den.” Og lidt efter: “Ett år senare kan han i sin fö-
reläsning Introductio in Philosophiam närmast programmatisk fastslå att “det sanna beho-
vet av filosofin har inget annat syfte än att av denna och genom denna lära sig leva.” (cit. i
Baum & Meist7, 1997, 45-6).” (Heidegren, s. 15). Her antydes en anden indgangsvinkel til
filosofien, som umiddelbart ikke er forenelig med den blotte selverkendelse af fornuften,
idet der nu er angivet er motiv, der ligger udover den rene erkendelse og peger hen imod
filosofiens og skepticismens etiske aspekt. Dette skal derfor også behandles yderligere i det
næste afsnit.

§ 10. Skepticismens rolle i filosofien og dens begyndelse

Jeg angav i det foregående afsnit to motiver hos Hegel for at bedrive filosofi, som begge
viste sig at pege hen imod filosofiens tætte sammenknytning med skepticismen. Det skal nu
undersøges, hvordan filosofien og dens begyndelse skal forstås i forbindelse med skep-
ticismen.
Det første motiv var foranlediget af et ønske om at opnå virkelig erkendelse af det, som i
sandhed er, hvor skepticismen spillede den helt centrale rolle som den indstilling, der netop
skelnede mellem ”Sein” og ”Schein”. Spørgsmålet er nu, hvorvidt denne skepticisme er at
anse som en art startnøgle, der sætter filosofien i skub, hvorefter den kører af sig selv, eller
om den snarere er selve filosofiens motor, der må være med hele vejen. PhG er indledning
til videnskaben og samtidig selv videnskab, men den er som indledning skepticismens
selvophævelse. Når vi således er nået frem til den absolutte videnskab, synes skepticismen
at have udfyldt sin rolle og filosofien kan lægge den bag sig og for alvor begynde. Det er
dog betragtninger, som ikke alle er enige i: “Der Unerschrockene aber bedarf, um es wahr-
haft sein zu können, des unaufhörlichen Zerfall des Weltalls. Demnach wird der sich voll-
bringende Skeptizismus niemals vollends in einen wirklich vollbrachten Skeptizismus ein-
münden, oder mit anderen, etwas rücksichtsloseren Worten: Hegel bedarf des Weiterbeste-
hens der Welt mit ihren Katastrophen und Revolutionen, damit der Geist sich selbst er-

7
Manfred Baum & Kurt Meist: “Politik und Philosophie in der Bamberger Zeitung. Dokumente zu Hegels
Redaktionstätigkeit 1807-1808”, i Hegel-Studien 10, s. 87-127.

21
kenne.” Duque underbygger sin påstand med et citat fra Hegels Differenzschrift: “Für die
Spekulation sind die Endlichkeiten die Radien des unendlichen Fokus, der sie ausstrahlt,
und zugleich von ihnen gebildet ist: in ihnen ist der Fokus, und im Fokus ist gesetzt.” Og
konkluderer på smuk metaforisk vis: “Dann aber bedarf die Ewigkeit der Zeit, die Wahrheit
der Unwahrheit, der Geist des Körpers und Gott der Sterblichen. Die Unendlichkeit ist ein
Scheiterhaufen, in dem sich die Endlichkeit verbrennt, wobei das nie verlöschende Feuer,
von dem in Gang gesetzt wird, was es verbrennt. Gegen das optimistische phäno-
menologische Eintreten des Selbstbewuβtseins in die Vernunft und seinen Auftritt als Ver-
nunft, die ihren Frieden mit der Welt macht, ist die Einsicht festzuhalten, daβ ein solcher
Friede in keiner Weise möglich ist.” Ud fra disse betragtninger synes filosofien ikke at
kunne blive sig sin ansporing til begyndelse fri, men skepticismen er derimod uløseligt
forbundet med filosofien selv.
Det andet motiv for filosofien er mere praktisk orienteret. Her handler det ikke om erken-
delsen for sin egen skyld, men med et ydre sigte, nemlig til brug for en leveanvisning. Hos
Sextus Empiricus var dette meget tydeligt i form af forhåbningen om at opnå sjælefred
(ataraxia). Hermed skal forstås, at skepticismen ikke blot indeholder en stillingtagen (eller
netop ingen stillingtagen!) til erkendelsesteoretiske spørgsmål men derudover også til
spørgsmål om vores livsførelse: “Wir sagen nun, bis jetzt sei das Ziel des Skeptikers die
Seelenruhe [ataraxia] in den auf dogmatischem Glauben beruhenden Dingen und das
maβvolle Leiden in den aufgezwungenen.” (Sextus, s. 100). Det synes umiddelbart at være
et andet end Hegels: “das wirkliche Erkennen dessen, was in Wahrheit ist”. (PhG, s. 57).
Skeptikeren vil også erkende det, som i sandhed er, men med et mål, der ligger udenfor
selve denne erkendelse.
Spørgsmålet er nu, hvordan det egentlig forholder sig hos Hegel selv, hvor Hardimon cite-
rer Hegel for at formulere det som distinktionen mellem “Begreifen” og “Belehrung” (jvf.
Fulda & Horstmann, s. 277). I modsætning til Duques og Hass’ fokusering på distinktionen
mellem ”Sein” og ”Schein” mente Heidegren, at Hegels egentlige motiv var erfaringen af
kløften mellem teori og praksis samt et forsøg på overvinde den. Disse to motiver var ikke
forenelige, lød min foreløbige påstand, idet kun det ene gik udover filosofien. Lad os se lidt
nærmere på det.
Ifølge Hardimon beskriver Hegel i sin Rechtsphilosophie8 ataraxia som det højeste gode i
form af frihed (Beisichselbstsein) og forsoning. Dette opnår selvbevidstheden i form af en
skepticisme rettet mod omverden ved at gøre det subjektive til det absolutte (jvf. også

8
G. W. F. Hegel: Grundlinien des Rechts oder Naturrecht und Staatswissenschaft im Grundrisse (1821).

22
Schulzes “Tatsachen des Bewuβtseins”), hvilket vil sige at vende sig ind i sig selv og der-
med være ved sig selv og blive forsonet med sig selv. Den pyrrhoniske skepticisme som
leveanvisning ser han ifølge Hardimon i sin historiske sammenhæng som “a philosophical
strategy for coping with a world of alienation.” (Fulda & Horstmann, s. 271). Den tid, hvor
den pyrrhoniske skepsis blev praktiseret, var tidsalderen med det antikke Grækenlands fald
og Romerrigets opståen. “On Hegel’s view, the collapse of the Greek polis meant the loss
of an expressive and meaningful ethical world in which individuals could find themselves
in the institutions of public life9” (Fulda & Horstmann, s. 271). I det perspektiv var denne
skeptiske holdning, denne tilbagetrækken i sig selv, både realis-tisk og tilladelig. Det var
dog en begrænset frihed, og et sådant skeptisk liv ender i en fremmedgørelse. Hegel der-
imod lever i en anden tidsalder, og her lyder hans leveanvisning at deltage aktivt i sam-
fundslivet. - Som Hardimon udtrykker det om de antikke skeptikeres lod: “They did not
have the wrong theory. They had the wrong world.” (Fulda & Horstmann, s. 276).
Hvordan vi bør forholde os til verden afhænger altså af, hvordan verden rent faktisk er. Det
betyder endvidere at en beskrivelse af verden nødvendigvis samtidig vil være en anvisning
af, hvordan vil skal forholde os i denne verden. Således viser skellet mellem de to motiver
for at bedrive filosofi sig at være forenelige. ”Begreifen” og ”Belehrung” er ikke hinandens
modsætninger; filosofien er altid allerede etisk.
Tyder al den snak om motiver for filosofien ikke på en forestilling om en begrundelse af
filosofien, som kunne stilles overfor et andet og uforeneligt udgangspunkt? “Jede Philo-
sophie ist in sich vollendet und hat, wie ein echtes Kunstwerk, die Totalität in sich.” (Diffe-
renzschrift, s. 19). For det første kan skepticismen ikke sættes overfor filosofien. Skepti-
cismen er en del filosofien; hvis den vender sig mod filosofien, bliver den dogmatisme,
viste det sig i Hegels kritik af Schulze. Når skepticismen bringer sine argumenter på banen,
så vi med De Vos, har den allerede indladt sig på tænkningen, hvorved en filosofisk søgen
etter sandheden samtidig er begyndt. Det handler dog i bund og grund ikke om at optælle
mulige alternativer til filosofien for så at vise, at de ikke egner sig som ligevægtige mod-
standere i et ækvipollensargument. Det drejer sig derimod for filosofien om helt at undgå
en begrundelsestendens. Hvis filosofien er uden begrundelse, hvorledes tager den sig så ud
i den henseende, og hvad muliggør dette?
Varnier tilslutter sig også idéen om skepticismen som en del af filosofien: “Der (spekula-
tive) Skeptizismus, wenn richtig und kohärent durchgeführt, schlieβt von Beginn an eine
Selbstreflexion ein, die erlauben sollte, die Spekulation nicht als sein Gegenteil, sondern als

9
Henvisning til G. W. F. Hegel: Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie. Band II Werke 19, s. 253.

23
seine “Vervollständigung” anzuerkennen.” Og fortsætter så med at beskrive, hvordan dette
skal tage sig ud: “Dieser Bezug zum System muβ aufgezeigt werden durch eine Entfaltung
dieser Selbstreflexion, der erwähnten freien Selbsttätigkeit.” (Fulda & Horstmann, s. 325).
Nøglen til forståelsen af denne “selvudløsning” (“Selbsttätigkeit”) ligger i Hegels senere
værk Encyklopædien, hvor han skriver: “Die Forderung eines solchen vollbrachten
Skeptizismus ist dieselbe mit der, daβ der Wissenschaft das Zweifeln an allem, d. i. die
gänzliche Vorraussetzungslosigkeit an allem vorangehen solle. Sie ist eigentlich in dem
Entschluβ, rein denken zu wollen, durch die Freiheit vollbracht, welche von allem abstra-
hiert und ihre reine Abstraktion, die Einfachheit des Denkens, erfaβt.” (Enz, s. 102). Denne
beslutning, at ville tænke rent, er karakteriseret ved frihed. Det er viljens og tankens frihed
til at bestemme sig selv, at udlægge sig selv. “Es gibt keine Begründung, sondern nur eine
Selbstrechtfertigung.” (Fulda & Horstmann, s. 302). Det er fornuftens eller åndens frihed til
at hæve sig til sig selv og blive videnskab: “Die erwähnte Freiheit ist die Spontaneität als
Autonomie des Denkens (nicht des endlichen Subjekts) in jedem Denkakte, der schon
wegen seiner Autonomie auch eine Tätigkeit des Willens, der Unendlichkeit, miteinbezieht.
Dies ist gerade, was gesucht worden war, um die Denkbarkeit eines nicht endlichen, nicht
begründenden Prinzips zu ermöglichen.” (Fulda & Horstmann, s. 312).
Filosofiens begyndelse er altså i skepticismen karakteriseret ved viljens frihed, når den
beslutter sig for at tænke rent. På denne måde har den allerede en forforståelse af sin egen
frihed. Filosofien står ikke i behov for en begrundelse, som den kan bygge sit hus på, men
er derimod en kredsbevægelse, hvor begyndelse og slutning er sammenfaldende: “Der An-
fang sei immer schon (als Ent-Schluβ) gegeben, denn er wird nie überwunden/aufgegeben,
sondern, als Zweifel und Absolutes zugleich, nur derart fortgeführt, daβ er auch immer
wieder als Ende ist und wird. […] Spontaneität des Willens und des Denkens wird dann das
Dialektisch-Spekulative bedeuten, also was allen Vorraussetzungen entgegensteht und sie
zerstört und sich jedoch schon immer in der Dimension des Absoluten bewegt.” (Fulda &
Horstmann, s. 291).

24
 Konklusion

Hvad er filosofi? lød mit indledende spørgsmål. Med al respekt for Hegels komplekse og
komprimerede værk Phänomenologie des Geistes er det i nærværende tekst blevet primært
givet rollen som redskab(!) til besvarelse af filosofiens egen spørgen til sig selv. Helt au-
tomatisk skulle dette også bevirke en delvis forståelse at PhG. Jeg valgte to kernepunkter i
spørgsmålet, nemlig skepticismen og filosofiens begyndelse - og så var linjen lagt…

§ 11. Metoden og sprogopfattelsen i PhG

Metoden i PhG er den sig fuldbringende skepticisme med inspiration fra den pyrrhoniske
skepticisme. Den har to vigtige egenskaber. For det første er den fuldstændig forudsæt-
ningsløs, og for det andet er det uindskrænket og kan rettes mod enhver påstand. Begge
dele er vigtigt for fuldstændigheden og nødvendigheden af undersøgelsen i PhG.
Den sig fuldbringende skepticisme har tre funktioner i PhG. 1) Den tjente til at påvise be-
vidsthedsgestalternes indre modsigelse ved hjælp af ækvipollensmetoden, 2) den så nød-
vendigheden af overgangene fra en bevidsthedsgestalt til den næste i lyset af den bestemte
negation, og 3) den sikrede Hegel selv mod skeptiske argumenter ved at være selvophæ-
vende.
Denne metode så jeg så anvendt i PhGs kapitel I på den mest umiddelbare og defor første
bevidsthedsgestalt, den sansemæssige vished. Det problem, der slutteligt dukkede op, var
spørgsmålet om den naturlige bevidsthed egen mulighed for artikulering af sin viden. Her
byggede Hegel tilsyneladende på forudsætningen, at viden nødvendigvis må kunne arti-
kuleres, som jeg med Hegels egen medicin stillede overfor et begreb om tavs viden, bl.a.
ved henvisning til det 20. århundredes fænomenologiske undersøgelser af menneskets
kropslighed.

§ 12. Filosofiens motiver

Jeg angav to såkaldte motiver for Hegel for at bedrive filosofi. Det ene handler om den
virkelige erkendelse af det som i sandhed er, hvilket med indsigten i Hegels filosofi kan
formuleres som fornuftens selverkendelse. Her ligger motivet indenfor filosofien, hvis
fuldbyrdelse eller fuldbringelse anses for noget godt i sig selv. Overfor stod et etisk per-
spektiv. Det rækker tilsyneladende ud over filosofien, idet erkendelsen her har et ydre for-
mål i form af at tjene til leveanvisning. Denne rækken udover sig selv går også igen i Sex-
tus Empiricus’ problemer med relationen mellem epoché og ataraxia, som jeg i parentes

25
nævnte. Sålænge skepticismen holder sig til at kritisere andres forudsætninger er der ikke
de store problemer med selvmodsigelse, men så snart den begynder at tale et mål med
denne kritik eller en nødvendig forbindelse mellem denne kritiske holdning og sjælefred,
kommer den i store vanskeligheder.
I lyset af det første motiv for filosofien og især dens begyndelse spiller skepticismen en helt
central rolle som den holdning, der sætter skellet mellem ”Sein” og ”Schein”. Den rolle
udfylder den ikke bare som en startnøgle til filosofiens videre færd, skepticismen viste sig
tværtimod som den motor, der driver filosofien hele vejen. Filosofiens begyndelse i
skikkelse af skepticismens skelnen mellem ”Sein” og ”Schein” viste sig at udgøre hele
filosofiens negative side.
På samme måde viste etikken sig i lyset af det andet behandlede motiv at være uløseligt for-
bundet med filosofien. Etikken er for Hegel et forsøg på at besvare spørgsmålet om,
hvordan vi skal forholde os til vores sociale verden. Men en besvarelse af dette spørgsmål
kan kun gennemføres udfra en beskrivelse af denne verden, og således er en beskrivelse af
verden (”Begreifen”) samtidig en leveanvisning (”Belehrung”).

§ 13. Begrundelse af filosofien

Ud af disse overvejelser om filosofiens motiver dukkede endnu er spørgsmål op. Det ville
nemlig være et stort, hvis motiverne skulle være en begrundelse af filosofien, idet den ville
være udsat for skeptiske ækvipollensargumenter. Det var nu opgaven for filosofien, ikke at
sige sig fri fra det ene argument efter det andet, men at frigøre sig helt fra denne fare ved at
forlade en begrundelsestendens. Disse motiver viste sig ikke at være begrundelser i egentlig
forstand. For skepticismens fordring er fordringen om at tvivle på alt forud for at bedrive
filosofi. Denne fordring, siger Hegel, er egentlig allerede fuldbragt gennem friheden i
beslutningen om at ville tænke rent. Filosofiens begyndelse er altså i skepticismen karakte-
riseret ved viljens frihed, når den beslutter sig for at tænke rent (jvf. Enz, s. 102). Dette er
samtidig tankens frihed, det endelige mål for den filosofiske erkendelse. Således falder
filosofiens begyndelse og endemål sammen i skepticismens skelnen mellem ”Sein” og
”Schein” og filosofiens frie beslutning om at ville tænke rent. Filosofien bygger ikke på et
fundament, men er med dette sammenfald en stadig kredsbevægelse. Vi er i filosofien altid
allerede i det absoluttes element, opnåelsen af denne indsigt kræver sådan set bare en
“Umkehrung des Bewuβtseins” fra kun at se tingene som værende til også at få øje for
deres bevægelse og vorden. Det handler med Heideggers ord om “das Bei-uns-sein des
Absoluten” (jvf. Holzwege, s. 130-131). “Zwar wird dies, daβ das Absolute schon an und

26
für sich bei uns ist und sein will, nur unscheinbar in einem Nebensatz erwähnt. In der Vol-
lendung des Werkes ist der Nebensatz zum einzigen Hauptsatz geworden. Das “bei uns”
hat sich enthüllt als das “nicht ohne uns”.”
Min sidste kommentar i denne omgang skal være en påmindelse om, at tankens frihed og
uendelighed kun lever i kraft af det endelige, det uudsigelige, det irrationelle, det kropslige.

27
 Litteratur

Pensum.
Fulda, Hans Friedrich & Dieter Henrich: Materialien zu Hegels ‘Phänomenologie des
Geistes’, Suhrkamp, Frankfurt am Main, 1973, s. 65-130. (Citeret som ‘Fulda & Hen-
rich’). (75 normalsider).
Fulda, Hans Friedrich & Rolf-Peter Horstmann: Skeptizismus und spekulatives Denken in
der Philosophie Hegels, Klett-Cotta, Stuttgart, 1996. (Citeret som ‘Fulda & Horst-
mann’). (350 normalsider).
Hass, Jørgen: “Hegel og problemet om filosofiens begyndelse” i Kris, 1980. (Citeret som
‘Hass’). (20 normalsider).
Hegel, G. W. F.: Verhältnis des Skeptizismus zur Philosophie, i G. W. F. Hegel: Jenaer
Schriften 1801-1807, Suhrkamp, Frankfurt am Main, 1986. (Citeret som ‘Skepti-
zismusaufsatz’). (73 normalsider).
Hegel, G. W. F.: Phänomenologie des Geistes (1807), Felix Meiner, Hamburg, 1968, Ein-
leitung og (A) Bewuβtsein. (Citeret som ‘PhG’). (91 normalsider).
Heidegger, Martin: “Hegels Begriff der Erfahrung” (1942/43) i Holzwege (1950), Vittorio
Klostermann, Frankfurt am Main, 71994. (Citeret som ‘Holzwege’). (115 normalsi-
der).
Huggler, Jørgen: Hegels skeptiske vej til den absolutte viden, Museum Tusculanum, Kbh.,
1999, Principiel del, kapitel I + II. (Citeret som ‘Huggler’). (156 normalsider).
Heidegren, Carl-Göran: Hegels fenomenologi, Brutus Östling Bokförlag Symposion, Stock-
holm/Stehag, 1995, del I+II, s. 13-114. (Citeret som ‘Heidegren’). (232 normalsider).
Köhler, Dietmar & Otto Pöggeler: G. W. F. Hegel, Phänomenologie des Geistes, Akade-
mie-Verlag, Berlin, 1998, kapitel 1-4, s. 1-104. (Citeret som ‘Köhler & Pöggeler’).
(146 normalsider).
Sextus Empiricus: Grundriβ der pyrrhonischen Skepsis, Suhrkamp, Frankfurt am Main,
1968. (Citeret som ‘Sextus’). (248 normalsider).

Anden citeret litteratur.

Blixen, Karen: Den Afrikanske Farm, 2. GP udgave, 3. oplag, Gyldendal, 1986. (Citeret
som ‘Blixen’).

28
Goethe, Johann Wolfgang: West-Östlicher Divan, (1819), Deutscher Klassiker Verlag,
Frankfurt am Main, 1994. Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, 1.
Abteilung: Sämtliche Werke, Band 3/1. (Citeret som ‘Goethe’).
Hegel, G. W. F.: Differenz des Fichteschen und Schellingschen Systems der Philosophie, i
G. W. F. Hegel: Jenaer Schriften 1801-1807, Suhrkamp, Frankfurt am Main, 1986.
(Citeret som ‘Differenzschrift’).
Hegel, G. W. F.: Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse (1830),
Felix Meiner, 61959 (1830). (Citeret som ‘Enz’).
Heidegger, Martin: Die Grundprobleme der Phänomenologie (1975), Vittorio Kloster-
mann, Frankfurt am Main, 31997, Gesamtausgabe Band 24. (Citeret som ‘Grund-
probleme’).
Heidegger, Martin: “Vom Wesen der Wahrheit” (1930) i Wegmarken (1967), Vittorio
Klostermann, Frankfurt am Main, 31996. (Citeret som ‘Wegmarken’).

29
Husk:
• OK -[der ønskes en præcisering af, hvorvidt det er “den naturlige bevidsthed” der “når”
om bag forhænget, samt af, formuleringen “den umiddelbare sansning”] (s. 2).
• OK - (Jvf. s. []). (s. 3).
• OK - jvf. litteraturlisten s. [] (fodnote nr. 1, s. 3).
• OK - Rette ‘te’ til ‘the’.
• OK - Rette ‘jf.’ til ‘jvf.’
• OK - Rette ‘PhG’ til ‘PhG’.
• OK - Sideangivelse i fodnote 5.
• OK - Tjekke alle ‘[‘, ‘]’, ‘(‘ og ‘)’.
• OK - Evt. ændre Heidegger-henvisninger til navn og årstal i stedet for titelforkortelse. -
DROPPET.
• OK - Ændre, tilføje og fjerne overskrifter.
• OK - Afsnittet “Min metode?” er kort og uden egentligt indhold. - IKKE ÆNDRET.
• OK - Tjekke dobbeltmellemrum.
• OK - Tjekke samme henvisninger lige efter hinanden. - DROPPET.
• OK - Løbe indledningen igennem for underlige pseudooverskrifter.
• OK - Sidetal i indholdsfortegnelsen.
• OK - Margener.
• OK - Orddeling.
• OK - Forside.
• OK - Evt. ny titel. – IKKE ÆNDRET.
• OK - Evt. ændring af “filosofiens egen spørgen til sig selv” pga. dobbeltkonfekt. –
IKKE ÆNDRET.

30
Hvad har jeg lært?
• Det er vigtigt at finde den rette litteratur, hvilket igen betyder, at det er vigtigt at tale
med en vejleder i god tid.
• Jeg lærer meget i skriveprocessen, hvilket betyder, at jeg igen får meget mere ud af at
læse noget, efter jeg har skrevet lidt i forhold til læsningen af det, inden jeg havde skre-
vet noget. Med andre ord: Jeg skal ikke satse på ikke at skulle læse mere, efter jeg er
begyndt at skrive. Omvendt er der nok en større fare for at skrive noget, der senere skal
kasseres.
• Ordning af stof. Det er nemmere at ordne noget læst og dermed også at læse, hvis jeg
har noget at hænge det op på; minimum en temmelig specifik problemformulering, må-
ske til nøds nogle klart definerede problemer, der skal løses i min opgave, men meget
gerne noget opgavetekst, jeg selv har skrevet.

31